Stjernehunden

Min lille hund er en stjerne, ingen tvivl om det. Vindueskarmen i stuen bugner af 8 pokaler og 2 guldmedaljer...

Bloggen er stadig på standby, det samme er bloggens oprindelige emne. Jeg har ting jeg skal have skrevet ned, men det skal vendes i mit hoved, før det kan komme ud igennem fingrene...

Så for nu, er det stjernehunden der fylder indlæggene.

Vi løber stadig agility, og alle 8 pokaler samt den ene af guldmedaljerne, i vindueskarmen, er vundet i denne disciplin... Men vi har også kastet os over rally-obedience, som en en form for lydighedsprogram - og vandt sandelig vores første prøve, med intet mindre end 197 ud af 200 mulige point. Vi hygger os vældigt!


Her går Karla rally-obedience til DGI Landstræf i Viby. Vi får 100 point ud af 100 mulige :-) På trods af, at kræet er ved at være godt brugt på dette tidspunkt, efter en lang weekend, med mange agilityløb - hvor hun blev bedste sammenlagte i sin klasse på dagen!

1,2,3 Pokal!

Den her post er rent pral, det kan jeg ligeså godt indrømme... Men på trods af, at jeg ikke kan finde ud af at skrive om, når ting går godt, så evner jeg åbenbart heller ikke at holde min mund, når ting går rigtigt godt!

Min lille hund og jeg startede på de landsdækkende konkurrencebaner i april måned i år, og man må sige, at vi har gjort indtryk allerede: 4 konkurrencer, 3 pokaler...

I maj vandt vi vores springklasse i Viby og i Brenderup i juli var det en ren sejrs-dans, med en sejr i agility og en 2. præmie i spring...

Så selvom bloggen er på standby, så må I alligevel ikke snydes for min smukke hund og hendes pokaler og præmier...

Viby, maj 2010


Brenderup, juli 2010




Ord som naturtalent og trofæhylder sniger sig ind i mit ordforråd...

God sommer til alle!

Bitre bitches blogger bedre

Overskriften er desværre en sandhed. Jeg kan ikke skrive, fordi jeg ikke er bitter længere... Hvor sært er det lige?

Jeg har det så godt, jeg er glad og fro og netop derfor har jeg måttet opgive min tidligere yndlingsbeskæftigelse - nemlig at skrive.

Hende den bitre er skrinlagt og med hende døde bloggen åbenbart. Trist (eller er det?) men sandt...

Hvad der dog er virkelig sært, og som jeg har funderet en del over, er, hvorfor jeg ikke kan skrive om ting der gør mig glad? Jeg har prøvet, virkelig, tro mig! Men det virker ikke. Det bliver noget platværk - som end ikke jeg selv gider læse... og hvorfor skulle andre så?

Og hvis ingen gider at læse det, så er der virkelig ingen grund til at skrive det, for at være helt ærlig. Vel?

Så for nu, er jeg vist den der er smuttet. Forårssolen, min hund og agility-konkurrencebanerne kalder. Jeg vender tilbage hvis bitterheden en dag indfinder sig igen...

Indtil da, må I nok leve med den larmende stilhed og vide, at det er et godt tegn.

For bitre bitches blogger bare bedre!